lørdag den 16. april 2011

I'M HERE!


10. September 2010 - De sidste dage i Danmark var en bittersød periode med blandede følelser. Trods det var spændende at skulle ud for at opleve noget nyt, gik jeg rundt med en lidt påtaget optimistisk mine. Inderst inde var jeg nok en smule bange for hvad jeg havde kastet mig ud i og da jeg sad i flyet efter en meget svær afsked, var jeg fyldt af forvirring, usikkerhed og bekymring, dog med stik af spænding. 
Efter at have fundet min værtsmor i lufthavnen (hvilket var lidt af en udfordring, da jeg aldrig havde fået et billede af hende og derfor ikke vidste hvordan hun så ud!) tog vi toget til Northampton. Fra stationen trak jeg min enorme kuffert til St Georges street, som skal være mit hjem de næste ti måneder og her bor jeg så. I huset med gulvtæppe på toilettet, med marsvin med sære navne og med en somalibar til nabo. Da jeg ankom den 1. september, var jeg parat til at rejse tilbage igen med det samme. Alt syntes så uoverskueligt og jeg var hårdt ramt af hjemvé. Tre dage med sygdom hjalp heller ikke ligefrem på situationen, men efter en opmuntrende samtale med familien hjemme og efter at have mødt nogle nye mennesker og skabt nogle kontakter, synes alt lidt lysere. 
Jeg er desuden startet på skolen, hvor alt er blåt! døre, mure, mapper, gulve og stole. Jeg tager fem fag: psykologi, filmstudier, engelsk litteratur, fotografering og engelsk sprog. Jeg er vild med de to første. De andre er også gode, men jeg har lidt problemer med at fælge med. Der er et par andre udvekslingstudenter på min skole. Jeg har snakket en del med to af dem; en norsk og en finsk pige. Folk er enormt åbne på skolen og kommer ofte over og snakker og introducerer, hvilket er virkelig rart når man er ny og usikker. 
Massevis af tanker flyver hjem til dem jeg savner, hver eneste dag. Trods mine svære begyndelse er jeg positiv og føler mig godt tilpas, hvor jeg er nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar